Ledelsessystemer kan implementeres på flere forskellige måder.
Hvordan et ledelsessystem implementeres afhænger dels af den enkelte virksomheds behov, mål, produktion, services og kultur, dels af den strategiske retning for produkter, ydelser, markeder og kunder.
Et ledelsessystem etablerer et forretningsmæssigt overblik over virksomheden. Det skaber et solidt fundament for at tage stilling til, hvordan virksomheden forbedrer og udvikler sig kontinuerligt. Undervejs tager I fx stilling til de vigtigste risici for jeres forretning, I inddrager ledelse og medarbejdere i udviklingen, og gør det synligt, hvad I gør og hvorfor.
De enkelte standarder for ledelsessystemer er generiske, dvs. at de ikke er udviklet med én virksomhedstype for øje. Derfor giver den enkelte standard ikke et endegyldigt svar på, hvordan et godt ledelsessystem ser ud i den enkelte virksomhed. Men der kan peges på flere faktorer, der kan hjælpe en virksomhed til at implementere et helhedsorienteret system med fokus på ledelse og relevante forretningsprocesser for det pågældende fokusområde.