Når en producent skal CE-mærke sin maskine, skal den overholde kravene i maskindirektivet. Her er det en hjælp at følge den eller de harmoniserede standarder, der gælder for produktet.
Maskindirektivet stiller kun overordnede krav, og derfor kan det være svært at præcisere og dermed dokumentere, at man lever op til dem.
Her kan de harmoniserede standarder, som er knyttet til maskindirektivet, være en hjælp til at specificere og uddybe kravene i forhold til udarbejdelse af sikringsløsninger til maskinen. Brugen af harmoniserede standarder giver formodningsret om, at produktet lever op til de væsentligste krav i direktivet.
De harmoniserede standarder knyttet til maskindirektivet er opdelt i de tre kategorier A-, B- og C-standarder.
A-standarder
A-standarder er generelle standarder for maskinsikkerhed, som definerer de grundlæggende krav til sikkerhed og risici for alle typer af maskiner. I øjeblikket findes der kun en A-standard, DS/EN ISO 12100. Denne standard kan ikke stå alene som grundlag for CE-mærkning af en maskine. Den angiver kun grundlæggende begreber, termer og konstruktionsprincipper, som skal specificeres nærmere.
B-standarder
B-standarder er standarder, som mere specifikt behandler enten et sikkerhedsaspekt, fx sikkerhedsafstande og ergonomi (B1)) eller en beskyttelsesanordning, fx afskærmninger eller tohåndsbetjeninger (B2). Brugen af B-standarder kan danne grundlag for en CE-mærkning, hvis der fx henvises fra en specifik C- standard til en metode.
C-standarder
C-standarder henvender sig til specifikke maskiner eller specifikke grupper af maskiner. C-standarder angiver specifikke krav i forhold til den pågældende maskine i henhold til maskindirektivets væsentlige krav. C-standarder giver formodningsret i forhold til overensstemmelse med kravene fra maskindirektivet. Hvis en C-standard angiver et krav, der afviger fra et givent krav i eksempelvis en A- eller B-standard, er det C-standarden, der skal følges, idet denne har forrang for A- og B-standarder.