Overensstemmelseserklæringen er sidste skridt på vejen mod CE-mærket. CE-mærket må først anbringes på produktet, når det er dokumenteret, at sikkerheden er i orden.
Et vigtigt dokument til CE-mærkning er en overensstemmelseserklæring. I overensstemmelseserklæringen, som skal ledsage produktet, erklærer producenten, at produktet opfylder alle de væsentlige krav indeholdt i det direktiv, som omfatter det pågældende produkt. For at dokumentere, at man opfylder direktivets krav, kan det være en hjælp at følge den eller de harmoniserede standarder, der gælder for produktet.
Erklæringen skal indeholde producentens navn og adresse sammen med oplysninger om produktet, såsom mærke- og modelnummer, evt. oplysning om bemyndiget organ samt referencer til harmoniserede standarder eller andre normative dokumenter. Erklæringen skal være underskrevet af en ansat hos producenten, eller dennes autoriserede repræsentant. Den ansattes funktion og titel skal ligeledes fremgå.
Bemyndiget organ
Ved særlige tilfælde, fx særligt farlige maskiner, skal producenten benytte sig af en tredjepart, dvs. et bemyndiget organ. Disse organer har særlige kompetencer på området og er udpeget af EU´s medlemsstater til at kunne udføre prøvning, certificering og kontrol.
Uanset om et bemyndiget organ har været involveret eller ej, skal producenten udforme og underskrive overensstemmelseserklæringen.
Læs mere om overensstemmelseserklæringen hos Sikkerhedsstyrelsen.