CE-mærket er et led i EU’s ønske om at skabe fri bevægelighed af varer imellem EU-landene.
Ved at stille ens krav til produkter gennem EU-lovgivning (direktiver) reducerer man tekniske handelshindringer. Samtidig sikrer man, at de nationale myndigheder i et enkelt EU-land ikke kan stille strengere krav til et produkt end de krav, der er formuleret i det pågældende direktiv.
CE-mærket er en erklæring om, at produktet lever op til direktivernes og standardernes krav. CE-mærket er altså ikke et kvalitetsmærke. Men kravene i lovgivningen tager udgangspunkt i miljøhensyn og forbrugernes sikkerhed og sundhed. Her er det vigtigt at bemærke, at CE-mærkning ikke i alle tilfælde betyder, at produktet er blevet testet. For nogle produkter er der ikke krav om prøvning, mens der for andre produkter, fx farlige maskiner, er krav om, at de skal prøves af en uafhængig instans – en tredjepart. Et CE-mærke betyder heller ikke nødvendigvis, at produktet er produceret inden for EU/EFTA.
Europæiske standarders rolle i CE-mærkning
De europæiske standarder spiller en central rolle for CE-mærkningen. Det gælder især de såkaldte harmoniserede standarder, som kort fortalt er standarder for, hvordan man som producent kan opfylde et direktiv. Følger man en harmoniseret standard, har man ret til at formode, at man også opfylder lovgivningens væsentlige krav. Det kaldes også formodningsret. Standarderne bliver med andre ord et hjælpemiddel for producenten til at dokumentere, at han opfylder lovgivningens krav.
For de fleste produkters vedkommende er standarderne et tilbud til producenten, og det er frivilligt at anvende dem. Men når det drejer sig om fx byggevarer, skal man imidlertid anvende standarder, dvs. at det er obligatorisk at anvende de harmoniserede standarder.