Standarder er fælles retningslinjer for alt fra kvalitet og sikkerhed til produktspecifikationer og gode arbejdsgange, som har til formål at effektivisere, udvikle og fremme samhandel.
Standarder er et fælles sprog, som tales over hele verden og gør, at vi kan forstå tingene ens. Det betyder, at vi kan være sikre på, at det, vi samarbejder om eller køber af hinanden, svarer til forventningerne – uanset om det foregår mellem virksomheder, myndigheder eller forbrugere.
Standarder kan fx sætte krav til et produkts ydeevne og sikkerhed, eller beskrive fagudtryk på et givent område. Standarder kan også anvise metoder til fx prøvning af et produkts holdbarhed.
En standard kan stille krav til:
• konstruktion, fx papirformater, gevind, dataformater
• systemer, fx kvalitetsledelse, risikoanalyse, miljøledelse
• ydeevne, fx styrke og holdbarhed, sikkerhed, ergonomi, støj, stråling
En standard kan også:
• fastlægge symboler, fx et piktogram, der viser, at rygning er forbudt
• beskrive terminologien på et fagområde, fx den korrekte definition af en elektrode
• anvise metoder, fx til kemiske analyser eller prøvning af et produkts holdbarhed
Der findes over 36.000 gældende standarder i Danmark. Heraf er 98 procent internationale standarder, og altså kun 2 procent er nationale danske standarder.
Den formelle definition på en standard
Dokument til fælles og gentagen anvendelse, der giver regler, retningslinjer eller karakteristiske træk ved aktiviteter eller ved resultaterne af disse. Dokumentet er fastlagt ved konsensus og vedtaget af et anerkendt organ. Hensigten er at opnå optimal orden i en given sammenhæng.